"Vejen til personlig succes" var banebrydende i stil og indhold, da bogen første gang blev udgivet i 1994. Siden da har den ændret tusinder af menneskers liv. Den kendte britisk/danske psykolog og forfatter John Evan-Jones påpeger i sin opdaterede bog, at før du kan genskabe dig til en ”ny” og mere succesrig og lykkelig person, må du først aflære de gamle ideer, vaner, meninger og tankemønstre, som hindrer dig i at få det bedste ud af livet. Han viser, hvordan du opdager den frigørende kraft, der er resultatet af at tage dine egne beslutninger, selv når de går på tværs af forventningerne fra din familie og øvrige omgivelser. Kort sagt vil du genskabe dig selv og blive den person, du er skabt til at være.
Citat fra Berlingske Tidende:
”En sympatisk bog, der kan læses med udbytte af alle slags mennesker, hvad enten de inderst inde kunne tænke sig at tryne alle kolleger/konkurrenter og opnå en eftertragtet stilling, eller de måske inderst inde er ulykkelige i en stor, prestigefyldt stilling, og i realiteten hellere vil beskæftige sig med blomster og planter.
John Evan-Jones formår på en enkel og ligetil måde at få læseren til at kigge ind i sig selv og bogstaveligt talt se sig i spejlet som udgangspunkt for en genskabelse/udvikling af ens personlighed. Som han siger: Folk med lave forhåbninger forventer ikke meget af sig selv. De tror ikke på, at de nogensinde vil vinde, få succes, få anerkendelse, opleve kærligheden med den eneste ene, få økonomisk tryghed eller bare have heldet med sig. Du får hvad du forventer – ikke hvad du fortjener.”
Læsernes mening:
”Tak for din bog, som har betydet meget i mit liv. Jeg har været flink til at forære den til venner og bekendte, og til sidst havde jeg ikke selv et eksemplar. Derfor er jeg glad for, den er udkommet igen."
”Da jeg læste din bog, troede jeg, du kendte mig, for Roberts historie er min historie!”
”Tak fordi du forstår at gøre et kompliceret emne meget enkelt.”
”Vejen til personlig succes er min bibel. Jeg anbefaler den til alle nye mennesker, jeg møder.”

